 |
Coins kommer fra Engelsk og betyder mønter. Som
mange andre Engelske udtryk er det efterhånden blivet en del af
det Danske sprog.
Hvad er en mønt?
"Et med præg forsynet metalstykke, der kan anvendes som omsætnings-
og betalingsmiddel" citat ordbog danske Sprog.
Mønt er en skive af metal, som har en fastsat økonomisk
værdi, så den kan bruges som betalingsmiddel.
Det første årstal på en dansk mønt er tillige
også Europas ældste middelaldermønt med årstal.
Det er Valdemar Sejrs berømte mønt med indskriften anno
domini MCCXXXIIII fra år 1234.
Hvad er en møntfod?
Ved møntfod forstås det af staten eller møntherren
lovbestemte grundlag, som udmøntningen skal følge med hensyn
til metalvægt og lødighed (finhed). Dette er en oplysning,
der angiver, hvor mange mønter, der kan udmøntes af en bestemt
mængde metal af en given lødighed.
|
Penge
Penge er et begreb med en betydning, som dækker både det abstrakte
og det konkrete. Konkret som mønter og sedler, der repræsenterer
en økonomisk værdi. Abstrakt som regneenheder der måler velstand,
og en måde på hvilken, der kan opbevares velstand. Begge dele står,
ved siden af mønter og sedlers funktion som betalingsmiddel, som centrale
egenskaber ved penge i det moderne samfund. I den økonomiske teori defineres
penge netop gennem funktioner. Men økonomer lægger traditionelt
særlig vægt på rollen som byttemiddel i en markedsøkonomi.
Før indførelsen af penge i Danmark foregik handelen som byttehandel,
dvs. at man fx kunne bytte to får for en ko. Ved indførelsen af
"gangbar mønt" lavede man i realiteten en social kontrakt,
der gik ud på, at al byttehandel skulle udføres med pengene som
mellemled. Af praktiske grunde var det nødvendigt at bruge mønter
af kostbart metal (guld eller sølv), så det blev muligt at bære
rundt på større værdier.
Penge som bytteværdi
Derved var pengenes møntfod knyttet til værdien af metallet, og
det blev muligt at kontrollere dem ved hjælp af en vægt, sådan
som man f.eks. gjorde i vikingetidens Norden. Senere sørgede konger og
fyrster for at præge mønter, der bar deres navn og signatur som
garanti for mønternes lødighed. Fristelsen til at blande uædelt
metal i mønterne var dog ofte meget stor, og dermed indledte man en lang
historie om pengeforringelser, som medfører inflation i varepriserne.
Penge som rigdom
Med indførelsen af penge blev det også muligt at opspare værdi,
som kunne omsættes til varer på et senere tidspunkt. Tidligere var
man underlagt risikoen for, at ophobede varer (f.eks. korn, æbler eller
fisk) kunne fordærves og tabe deres værdi, men med pengene blev
denne ulempe fjernet. Hvis man forudsætter, at samfundet havde privat
ejendomsret, blev tilfældigheder (arv, ægteskab, andres gavmildhed)
eller egen dygtighed (arbejdsevne, arbejdsvilje, sparsommelighed, nøjsomhed
osv.) afgørende for, hvem der blev rige.
Penge som valuta
I de fleste lande anvender man i dag en kombination af mønter og pengesedler,
og det er underforstået, at der er en vis dækning for pengenes pålydende
værdi. Man kan dog ikke længere forlange sine penge omvekslet med
f.eks. guld eller sølv. I dag relateres pengenes værdi derfor ofte
til forhold som landets produktionsoverskud, dets handelsbalance overfor udlandet,
statsgældens størrelse, centralbankens penge- og rentepolitik og
landets trækningsrettigheder i den Internationale valutafond.
Pengenes (eksempelvis kronens) værdi, kan derudover relateres til valutaens
kurs (bytteforhold) overfor andre valutaer. I praksis er det således de
globale valutamarkeders aktører (dvs. banker/interbanknetværk og
valutaspekulanter) der fastsætter værdien af en bestemt valuta.
Når dette er tilfældet, så skyldes det at spekulativ valutahandel
er den største økonomiske aktivitet overhovedet, målt på
omsætning.
Så hvor de underlæggende makroøkonomiske forhold kan påvirke
en valutakurs (jf. traditionelle økonomiske forklaringsmodeller for pengenes
værdifastsættelse), er det reelt det spekulative markeds reaktion
(eller overreaktion) på disse forhold der er bestemmende for den egentlige
kursværdi. Idet størstedelen af volumen i valutamarkedet er spekulativ,
vil det således betyde, at det snarere er valutaspekulantens interesse
i en spekulativ kursgevinst (og hans ageren i den henseende) som bestemmer værdien
af det samfundsmæssige byttemiddel vi kalder penge - ikke (kun) makroøkonomiske
forhold.
